Kapitel 5

Spil noget med Slayer…

“Er du faldet i derude?” lød det fra den anden side af døren. Toilettet var mere eller mindre ubevidst blevet hans helle. Et lille mentalt frirum, hvor han kunne være lidt alene. Læse avisen. Eller bare stirre tomt ud i luften i fem-ti minutter. Han var træt. Ikke træt af det. Bare træt.

Det var nu et par måneder siden to blev til tre, og det var i det store hele gået rigtig godt. Men han havde også bemærket, hvordan overskuddet efterhånden var at begyndt at svinde lidt ind i takt med, at hverdagen som voksen havde indfundet sig. Det adrenalinkick han havde fået, da alt var nyt, spændende og babyblåt føltes til tider lidt som et spark over skinnebenet. Blespanden i soveværelset stod nu lidt oftere i vejen og Brahms vuggevise nærmede sig sidste holdbarhedsdato som årets sommerhit 2013.

De daglige eskapader med tistunge bleskift og diskussionerne kl. 4 om natten om, ’hvor mange sekunder det nu lige er, at mikroovnen skal indstilles på for, at sutteflaskens indhold rammer præcis 37 grader’, havde samme spændingskurve som programfladen på TV2Fri.

Det stod krystalklart, hvorfor han over de senere år havde set mindre til de af sine venner og lidensfæller med små børn. Impulsiv ramasjang og fællessang med klaverbokseren på Psykopaten var trådt i baggrunden til fordel for udmattet sofasidning og lørdag formiddag på legepladsen. Stedet hvor storbyens James Eckhouses samles, bevæbnet med brikjuices, vådservietter og coffee-to-go. Nu var han selv i samme båd og snart ville de mødes igen.

Han rømmede sig. Trak ud. Inden han med et lille smil på læben svarede “Ja ja, jeg kommer nu.”

Advertisements

Kapitel 4

20130813-141212.jpg

Det er os, der snakker…

En lun sommerbrise blæste fra sydøst mens han cyklede mod indre by. Der var blevet bevilliget en udgangstilladelse til et lille fredagsrendezvous med drengene. Han så frem mod at koble lidt af med noget støjende rockmusak, et par håndbajere og ikke mindst konversationer om andet end små børns afføringsinterval og allergivenligt vaskepulver.

Knap 6 timer senere befandt han sig ikke i baren på Vessels Kro omkredset af shorts og studentikos snik-snak om Foucault, men derimod siddende på sengekanten, hvor han i skæret fra klokradioens røde diodelys fodrede sin førstefødte med kropsvarm milkshake på flaske. Lettere klatøjet måtte han erkende, at når fire James Deans, med alt i alt seks rollinger på samvittigheden mødes over en kop øl og en rockkoncert, så er samtaleemner som Christianiacykler og autostole noget, der falder dem lige for. Uagtet, at musikken spiller. Og når den tone er klinget af så går de lige, omend lidt slingrende, hjem.

Lyden af en sutteflaske, der var suttet tør afbrød ham og mindede ham om det projekt han havde gang i og midt imellem to bøvs, sendte han en venlig tanke til Tivoli om fremadrettet at skrue godt op for lyden, hvis James Eckhouse-segmentet skal overdøves en fredag aften på plænen.

Kapitel 3

Sikke en fest…

De sad bænket til højbords ved en trediveårs fødselsdag. Han havde just fortæret en halv hummer og skyllet efter med lidt hvid drue, da hun forsigtigt lagde en hånd på hans lår, lænede sig mod til ham og hviskede med et lidt anstrengt, skævt smil ”Det er nok bedst, at du ikke drikker mere vin. Det kan godt være, du skal køre hjem.”

Som han stod der, få timer senere på en fødestue i Hvidovre, iført hvid skjorte, mørk blazer og hans pæneste sko, følte han sig lidt som Crocodile Dundee til et cocktailparty på midt80’ernes Manhattan eller Mads Holger i 00’ernes Herning. Kort sagt. På udebane. Der var dog hverken farvestrålende paraplydrinks, Hall and Oates på anlægget, større bowieknive eller dårlig kokain, kun en kop lunken jordmoderkaffe, en 4pak Yankie bar godt gemt i barselstasken. Han kunne godt have brugt noget stærkere at styrke sig på.

Tiden gik langsomt, men oplevelsen var både hektisk, intens og forvirrende, ja tilnærmelsesvis angstprovokerende for ham. I mødet med denne del af sundhedsvæsenet, hvor hvide kitler med skyhøjt gymnasietgennemsnit er konger og mænd aldrig er patienter, var hans kompetencer så godt som ubrugelige. Hans fornemste opgave var reduceret til at holde i hånd og så vidt muligt undgå at stå i vejen. Et job han i bedste fald udførte med moderat succes.

Som de bedste byture i hans James Dean-dage blev natten lang og festen fortsatte et godt stykke op ad formiddagen. Til forskel fra tidligere natlige udskejelser var det dog en nybagt mor med et velskabt drengebarn i favnen, der denne gang vidnede om gårsdagens bedrifter. Ikke de sædvanlige krøllede dankortkvitteringer fra byens mindre dekadente vandhuller.

Han var stadig iført den hvide skjorte, da han senere og for første gang i karrieren stiftede bekendtskab med et tungt bleskifte – Et nyerhvervet James Eckhouse-party-trick, der efterlod ham med særdeles gode muligheder for personlig udvikling.

Kapitel 2

Tiden gik. Efterår blev til vinter og maven mm. blev gradvist større og større…

Fra tid til anden kredsede hans tanker lidt omkring den irreversible konsekvens, der snart ville komme til verden som følge af en enkelt hyggelig stund i lyset fra tv-pejsens skær.

Hvordan skulle de mon få plads til sådan en lille størrelse? Han forventede, at det med overvejende sandsynlighed ville blive svært at indrette børneværelse i en 2-værelses lejlighed. Og det ville utvivlsomt blive markant sværere at bygge til.

Ville han mon være i stand til at forsørge en familie?!? Et opslag på nettet afslørede hurtigt, at en barnevogn nemt koster en halv jetjagerspids og hans private økonomi var i forvejen så tæt ved at være en græsk tragedie, at brevene fra banken lige så godt kunne være skrevet på vers.

Han måtte for alt i verden forsøge at forholde sig i ro. Panik er ikke en mulighed, tænkte han, mens han gentagende gange forsøgte at overbevise både sig selv og omverdenen om, at der var styr på det .Chill-out-i-got-thisLangsomt, men stilsikkert begyndte han at vænne sig til tanken om snart at blive indlemmet i de evige bekymringers klub. Det forekom ham derfor besynderligt kærkomment og belejligt, da han ved årsskiftet fik sig et job som Teodor Amsteds afløser.

Et lille skridt til højre på Dean/Eckhouse-skalaen for menneskeheden. Et kæmpe spring for ham…

plask

Kapitel 1

Det begyndte altsammen en tidlig morgen i efteråret 2012…

“Hvor mange streger er der her?” spurgte hun og rakte ham en hvid pind med to tydeligt markeret røde streger. “Øhhh, hvor mange skal der være?” svarede han alt imens han gned søvnen ud af øjnene og ubevidst tog det første store skridt mod højre og placerede sig på en 5’er på Dean/Eckhouse-skalaen.

[JAMES DEAN —–2—–3—–4—–5—–6—–7—–8—–9—–JAMES ECKHOUSE]

annex-dean-james_nrfpt_361MV5BMTk3NDA3MjE3OV5BMl5BanBnXkFtZTYwOTkwNjcy._V1._SY314_CR0,0,214,314_