Kapitel 3

Sikke en fest…

De sad bænket til højbords ved en trediveårs fødselsdag. Han havde just fortæret en halv hummer og skyllet efter med lidt hvid drue, da hun forsigtigt lagde en hånd på hans lår, lænede sig mod til ham og hviskede med et lidt anstrengt, skævt smil ”Det er nok bedst, at du ikke drikker mere vin. Det kan godt være, du skal køre hjem.”

Som han stod der, få timer senere på en fødestue i Hvidovre, iført hvid skjorte, mørk blazer og hans pæneste sko, følte han sig lidt som Crocodile Dundee til et cocktailparty på midt80’ernes Manhattan eller Mads Holger i 00’ernes Herning. Kort sagt. På udebane. Der var dog hverken farvestrålende paraplydrinks, Hall and Oates på anlægget, større bowieknive eller dårlig kokain, kun en kop lunken jordmoderkaffe, en 4pak Yankie bar godt gemt i barselstasken. Han kunne godt have brugt noget stærkere at styrke sig på.

Tiden gik langsomt, men oplevelsen var både hektisk, intens og forvirrende, ja tilnærmelsesvis angstprovokerende for ham. I mødet med denne del af sundhedsvæsenet, hvor hvide kitler med skyhøjt gymnasietgennemsnit er konger og mænd aldrig er patienter, var hans kompetencer så godt som ubrugelige. Hans fornemste opgave var reduceret til at holde i hånd og så vidt muligt undgå at stå i vejen. Et job han i bedste fald udførte med moderat succes.

Som de bedste byture i hans James Dean-dage blev natten lang og festen fortsatte et godt stykke op ad formiddagen. Til forskel fra tidligere natlige udskejelser var det dog en nybagt mor med et velskabt drengebarn i favnen, der denne gang vidnede om gårsdagens bedrifter. Ikke de sædvanlige krøllede dankortkvitteringer fra byens mindre dekadente vandhuller.

Han var stadig iført den hvide skjorte, da han senere og for første gang i karrieren stiftede bekendtskab med et tungt bleskifte – Et nyerhvervet James Eckhouse-party-trick, der efterlod ham med særdeles gode muligheder for personlig udvikling.

Advertisements