Kapitel 4

20130813-141212.jpg

Det er os, der snakker…

En lun sommerbrise blæste fra sydøst mens han cyklede mod indre by. Der var blevet bevilliget en udgangstilladelse til et lille fredagsrendezvous med drengene. Han så frem mod at koble lidt af med noget støjende rockmusak, et par håndbajere og ikke mindst konversationer om andet end små børns afføringsinterval og allergivenligt vaskepulver.

Knap 6 timer senere befandt han sig ikke i baren på Vessels Kro omkredset af shorts og studentikos snik-snak om Foucault, men derimod siddende på sengekanten, hvor han i skæret fra klokradioens røde diodelys fodrede sin førstefødte med kropsvarm milkshake på flaske. Lettere klatøjet måtte han erkende, at når fire James Deans, med alt i alt seks rollinger på samvittigheden mødes over en kop øl og en rockkoncert, så er samtaleemner som Christianiacykler og autostole noget, der falder dem lige for. Uagtet, at musikken spiller. Og når den tone er klinget af så går de lige, omend lidt slingrende, hjem.

Lyden af en sutteflaske, der var suttet tør afbrød ham og mindede ham om det projekt han havde gang i og midt imellem to bøvs, sendte han en venlig tanke til Tivoli om fremadrettet at skrue godt op for lyden, hvis James Eckhouse-segmentet skal overdøves en fredag aften på plænen.

Advertisements

Kapitel 2

Tiden gik. Efterår blev til vinter og maven mm. blev gradvist større og større…

Fra tid til anden kredsede hans tanker lidt omkring den irreversible konsekvens, der snart ville komme til verden som følge af en enkelt hyggelig stund i lyset fra tv-pejsens skær.

Hvordan skulle de mon få plads til sådan en lille størrelse? Han forventede, at det med overvejende sandsynlighed ville blive svært at indrette børneværelse i en 2-værelses lejlighed. Og det ville utvivlsomt blive markant sværere at bygge til.

Ville han mon være i stand til at forsørge en familie?!? Et opslag på nettet afslørede hurtigt, at en barnevogn nemt koster en halv jetjagerspids og hans private økonomi var i forvejen så tæt ved at være en græsk tragedie, at brevene fra banken lige så godt kunne være skrevet på vers.

Han måtte for alt i verden forsøge at forholde sig i ro. Panik er ikke en mulighed, tænkte han, mens han gentagende gange forsøgte at overbevise både sig selv og omverdenen om, at der var styr på det .Chill-out-i-got-thisLangsomt, men stilsikkert begyndte han at vænne sig til tanken om snart at blive indlemmet i de evige bekymringers klub. Det forekom ham derfor besynderligt kærkomment og belejligt, da han ved årsskiftet fik sig et job som Teodor Amsteds afløser.

Et lille skridt til højre på Dean/Eckhouse-skalaen for menneskeheden. Et kæmpe spring for ham…

plask

Kapitel 1

Det begyndte altsammen en tidlig morgen i efteråret 2012…

“Hvor mange streger er der her?” spurgte hun og rakte ham en hvid pind med to tydeligt markeret røde streger. “Øhhh, hvor mange skal der være?” svarede han alt imens han gned søvnen ud af øjnene og ubevidst tog det første store skridt mod højre og placerede sig på en 5’er på Dean/Eckhouse-skalaen.

[JAMES DEAN —–2—–3—–4—–5—–6—–7—–8—–9—–JAMES ECKHOUSE]

annex-dean-james_nrfpt_361MV5BMTk3NDA3MjE3OV5BMl5BanBnXkFtZTYwOTkwNjcy._V1._SY314_CR0,0,214,314_